Som nævnt fik vi skulpturen sidste sommer, men selv om den blev skabt i fint sommervejr under pagodeteltene, så skulle de 8 skulpturer i en periode stå i Slotsparken i Augustenborg.
Vi skulle afhente skulpturen den 2. oktober, og før den kunne sættes op i Vemmingbund, skulle den oliebehandles.
Men den fik i Augustenborg så meget regn, at den var gennemblødt og skulle derfor tørres.
Vi var så heldige, at Carsten Christensen, der er vokset op i Vemmingbund, har en lade, hvor den kunne stå i en periode for at tørre, og da temperaturen blev til det, kunne vi oliebehandle skulpturen.
Egentlig var det held i uheld, at skulpturen var så gennemblødt og skulle indenfor og tørre – for som bekendt havde vi besøg af en stormflod i oktober, og det havde den nok ikke overlevet.
Det er også Carsten der har designet og fremstillet det flotte fundament til skulpturen, og belært af naturens luner, har Carsten støbt fundamentet, således at sokkel og skulptur kan flyttes med en traktor med gaffel.
Stor tak til Carsten og hans far, mor og onkel, Erik, Elin og Bent Christensen, – som er vel nok det nærmeste man kommer på indfødte ”Vemmingbunder” – for at hjælpe med at få både gravet ud til sokkel, og monteret skulpturen .
Tusind tak. Det har været en uvurderlig hjælp at have hjælp fra jer som fagfolk, MUSA er jo en stor dame, der ikke er så let at håndtere – hun slog også fra sig et par gange, mens der blev bikset rundt med hende for at få hende placeret helt rigtigt.